Guitarer
|
Lige siden jeg var omkring 10 og for første gang holdt en guitar i hånden
har det meste af mit liv drejet sig om musik. Efter at have spillet trommer
omkring 3 år (efter jeg havde spillet guitar et års tid), begyndte jeg at
koncentrere mig om guitaren, og siden har jeg ikke set mig tilbage.
Jeg er efterhånden blevet helt ok til det (nordjysk beskedenhed ;-) ), og det
er vel egentlig også på tide efter at have spillet i 10 år.
Nedenfor kan du se det grej jeg for tiden spiller på.
|
|
Her til venstre kan i se mine guitarer. Til venstre er det en
Fender Stratocaster fra 1979, og til højre er det en Gibson
Les Paul Studio Double Cutaway
|
Amps og effekter
|
|
|
Her er så min amp. 12 år gammel og alt for fed
|
Pedalbrættet
|
|
Siden jeg nu har solgt MIDI preampen, passer det gamle billede ikke mere. Ovenfor kan
i se mit pedalbræt, som jeg bruger når jeg øver med Messell
i Nibe (der gider jeg nemlig ikke slæbe Boogie'en med til :) ).
Fra venstre ses en TC Electronics Stereo Chorus/Flanger, en Boss DD-3 Delay, en Boss MT-2
Metal Zone, en Carl Martin Hot Drive 'n' Boost, en Crybaby Wah-Wah pedal og en Boss TU-2 Tuner.
Alle disse strømslugere får strøm fra en Cioks Baby John. Den har nemlig 5 udtag til 9v strøm :)
Samtidig er jeg dog begyndt at lege med en Boss DS-1 Distortion og en grafisk equalizer fra
Boss. Så vidt jeg lige har hørt indtil videre lyder det faktisk ganske ganske fedt :) I samme
ombæring har jeg så nedprioriteret Metal Zonen og TC Chorus'en. Jeg har dog nogle skumle planer
om at bruge Metal Zonen som solo lyd, men nu må vi se hvad den equalizer ide, kaster af sig.
Desuden ligger der en hel masse andet skrammel og flyder rundt omkring, bl.a. Boss OD-2
Turbo Overdrive (min første :) ), Roland FV-300H Volume pedal og et eller andet sted har
jeg sørme også en Korg A5 multieffekt til stå og samle støv :)
|
Mit yndlingsband (ja, det måtte jo komme :) ) er en amerikansk progressive metal gruppe ved navn
Dream Theater. Faktisk kunne man gå så
langt som til at sige at de nok er dem der har bragt den progressive metal til den almene lytter.
Faktisk er der utroligt mange efterhånden, som i det mindste har hørt om Dream Theater. Det er på
mange måder en god udvikling, idet vi så får noget der er mange trilliarder klasser bedre end det
hø, stort set alle pladeselskaber spytter ud. Men på samme tid er det ikke så sjovt alligevel. Jeg
synes, det er ganske rart at kunne tale om et band, kun ganske få har hørt om. Det giver vel en eller
anden form for elitær fornemmelse eller lignende. Jeg ved ikke, og det er jo også musikken det kommer
an på :)
Desuden kan i tage et kig på min officielle samling eller
min tradepage
|